Diatomeer, eller diatomejord, består af resterne af mikroskopisk små encellede kiselalger, hvis skaller indeholder især meget Kiselsyre. De lever i ferskvandsområder og kan optage Kiselsyre fra havvand og omdanne den til organisk bundet Silicium til deres egne skaller. Af samme grund findes diatome-depoter ofte i vulkanområder. Der findes især rige forekomster af sten med letopløselig Kiselsyre, som de små alger kan bruge.
I løbet af deres liv mister de deres skaller og beriger jorden med deres kiselsyreholdige cellehylstre. Hvis deres biotop ændres, fx ved udtørring af en sø eller andre miljøpåvirkninger, kan de dø i store mængder. Den diatomejord, der dannes, aflejres og danner til tider meterhøje lag med højt indhold af Kiselsyre.
Silicium
Ordet Silicium stammer fra det latinske "silex" (hård sten, flintsten). Silicium er et af de vigtigste bjergartsdannende mineraler og det næstmest udbredte element i jordskorpen med ca. 28 %. I menneskekroppen findes det med ca. 20 mg pr. kg kropsvægt, men niveauet synes at falde med alderen. Silicium findes især i bindevæv, blodkar, sener, ledbånd samt i knogler, brusk, hår og negle. Gode kilder til organisk bundet Silicium er visse fuldkorn, især brun hirse og havre, samt padderok, bambusskud og kiselalger.
Organisk bundet Silicium.
Organisk bundet Silicium findes i planter og andre organismer som ortho-kiselsyre og er normalt kun lidt biotilgængeligt på grund af tilstedeværelsen af visse kostfibre. I vores kiselalgekapsler, standardiseret til 77 % Kiselsyre, er der 350 mg organisk bundet Silicium, hvilket svarer til 163,5 mg elementært Silicium.
Siliciumbehov generelt.
Silicium er et potentielt essentielt sporstof, men der findes endnu ingen officiel anbefalet indtag (NRV). Den daglige mængde, der udskilles via urinen, ligger mellem 10 og 40 mg. Silicium indgår i de knogledannende osteoblaster og i tværbindingerne i bindevævet. Et øget behov for silicium mistænkes ved aluminiumsforgiftning, sprøde negle, hårtab, osteoporose og med stigende alder.
